top of page
Søg
  • Forfatters billedeBirgitte Funder

Sadelunderlag... De er da kun til pynt, eller er de?

Er der noget mange ryttere går op i, så er det at ride med flotte sadelunderlag. De skal helst være color-coordinated med bandager, tæppe og rytters outfit, så spiller det max!


Men fra mit synspunkt er der så mange ting, der er meget vigtigere i forhold til valget af sadelunderlag. Jeg vil forsøge at liste de vigtigste fokuspunkter op i dette indlæg.


Først og fremmest, så skal du kigge på, hvilket materiale du vælger at købe dit sadelunderlag i. Det er vigtigt at materialet ikke er glat, hverken den side, der vender ned mod hesten eller den side, der ligger mod sadlen. Det er nemlig ikke nok at underlaget bliver liggende på hestens ryg, sadlen skal helst heller ikke rutsche rundt oven på underlaget.

Det er desuden også vigtigt at materialet kan transportere fugt og varme væk fra hesten. F.eks. er fleece ikke et ret godt materiale til et underlag. Selv om det er meget blødt og behageligt at røre ved, så vil hestens sved bare blive liggende under underlagt, da materialet ikke suger fugten og der vil blive meget varmt og ubehageligt under sadlen. - Du skal vælge et materiale, som du selv ville kunne motionere og svede i.

Jeg foretrækker selv ren bomuld eller uld.

Det har i øvrigt også stor betydning, hvilken stopning din sadel har, i forhold til om hesten kan komme af med fugt og varme. Sadler med luft, kunstuld eller latex stopning sætter endnu større krav til, at man vælger et underlag der kan suge og transportere hestens sved væk fra ryggen under ridning. Er din sadel stoppet med fåreuld, så er sadlen også med til at transportere fugten væk.


Husk altid at afmontere underlaget fra sadlen efter brug, så sadlen får lov at tørre. Om sadelunderlaget kan bruges igen kommer an på, om det er synligt beskidt. Brug ikke stive og beskidte underlag på din hest, det kan nemt være med til at lave trykninger. Men har hesten været så godt striglet, at underlaget kun blev vådt og ikke beskidt, så kan du bare tørre det og bruge det igen en gang eller to.

- Forresten så husk det gamle husmorråd: Smid en skumvaskeklud med i vaskemaskinen, når du vasker underlag og andet med dyrehår. Den samler hårene til sig og maskinen holder længere!


Når du vælger underlag så vælg et, der er faconsyet. -Altså der skal være mankefrihed når du ligger underlaget på hesten. Det er ikke nok at huske at trække underlaget op i sadelkamret når du sadler op, da det ofte glider ned igen under ridning. Et underlag, der strammer over manken på hesten, kan lave skade på de nervebaner, der ligger meget yderligt ved manken.


Stropperne på underlaget skal du også kigge på. Jeg synes de underlag, hvor der er korte velcrostropper til at montere i sadlens D-ringe på forsvidslen er dem, der fungerer bedst. Hvis du rider i en monoflap sadel og du køber underlag med lange stropper til montering i gjordstropperne, så klip dem af og sy korte på eller rid uden. Fastgør ALDRIG underlagets lange stropper i stigeremmene, så går du på kompromis med din egen sikkerhed.

På nogle underlag er stroppen til gjordstropperne placeret så langt tilbage på underlaget, at hvis du putter begge gjordstropper i stroppen, så trækker underlaget skævt og der kan komme folder, der i værste tilfælde kan give trykninger. I sådanne tilfælde så lad den forreste gjordstrop være uden for stroppen på underlaget.


For et underlag passer, er det vigtigt at alle kanter og pyntesnore stikker uden for sadlen. Er underlaget for kort, vil sadlen hvile på en kant af underlaget, hvilket meget hurtigt vil genere hesten. Det samme gælder i øvrigt lammeskinds pads, som er meget populære; Det er vigtigt at sadlen ikke ligger oven på skindets kanter, men at det er så stort, at sadlen ligger nede i paden.

Om et sadelunderlag skal være tykt eller tyndt kommer meget an på, hvordan sadel og hest passer sammen. Som udgangspunkt vil jeg anbefale, at man rider med så tyndt et underlag som muligt. Taber hesten sig en overgang, så kan det være en fordel at bruge et tykkere underlag for at kompensere for manglende huld.


Det sidste jeg vil komme ind på i denne omgang er anti-skrid underlag. Jeg har desværre set alt for mange skader efter ryttere har redet med underlag, der på den ene eller anden måde har en bagside, der skal forhindre sadlen glider på hesten. Skaderne har karakter af brændmærker og kan være ødelæggende for hesten. Jeg vil appellere til, at man altid brugen af sådan et underlag med omtanke.


Jeg vejleder meget gerne i valg af underlag, så skulle du være i tvivl om noget, så skriv endeligt en kommentar eller ring til mig.






1.290 visninger1 kommentar

Seneste blogindlæg

Se alle

Sadelmagerens tanker

For godt 2 år siden oprettede jeg en blog, fordi jeg som fagperson havde brug for at dele mine tanker i forhold til mit erhverv og mine oplevelser fra når jeg kommer rundt i hestverdenen. Og indtil ti

Indlæg: Blog2_Post
bottom of page